ArkData - arkæologisk set
ArkData er et edb-program udarbejdet af Odense Bys Museers arkæologiske
funktion. Programmet anvendes til at udarbejde elektroniske beretninger fra
arkæologiske sager spændende lige fra mindre besigtigelser til store
og komplicerede udgravninger. For at skabe et program med så tætte
relationer til den daglige arkæologiske virkelighed lige fra felten til
arkiv/magasin/konservering/udstilling er alle OBM/Arkæologis medarbejdere
blevet inddraget i udviklingsarbejdet.
Odense Bys Museer har haft to primære mål med udviklingen af ArkData.
For det første at skabe et standardiseret elektronisk redskab, der kan
sikre ensartede arkæologiske beretninger af høj kvalitet. For det
andet at gøre de arkæologiske beretninger alment tilgængelige
via Internettet. Systemet har været anvendt på Odense Bys Museer
siden begyndelsen af 2000, og efter en testperiode blev de første beretninger
lagt ud på Internettet den 1. juni 2001.
ArkData kombinerer de tre programmer Word97, MapInfo og Access. Målet
har været at tilpasse ønsket om en betydelig kvalificering og effektivisering
af beretningsskrivningen med en tilsvarende forøget tilgængelighed
- demokratisering om man vil - af de arkæologiske data. Samtidig har det
fra begyndelsen været et krav, at forankre ArkData i en realistisk arkæologisk
virkelighed sådan som den foregår på et museum med arkæologisk
ansvarsområde. For at undgå "Amanda-problemer" har udviklingsfasen
været præget af en løbende dialog mellem den tekniske udvikling
(især systemudvikler og landmåler) og brugerne, nemlig de gravende
arkæologer. Eller sagt med andre ord, så har der bogstaveligt talt
været jord på tasterne under programudviklingen. Da der anvendes
almindeligt kendte og brugervenlige programmer - Word97 og Acces - kræver
det ingen forudsætninger at skrive en beretning i ArkData. Hertil kommer
at DKC og de her anvendte standarder - f.eks. hvad angår dateringer -
har været inddraget i arbejdet. I testfasen har der på OBMs lokalnet
flere gange været 8-10 personer, der har skrevet beretninger i systemet
samtidig. ArkData har i dag et teknisk niveau, hvor det uden videre kan lade
sig gøre elektronisk at aflevere beretninger med tekst, planer og fotos
til DKC - måtte det blive en realitet i nær fremtid! - men af hensyn
til gældende virkelighed er det tillige muligt at udskrive en færdig
beretning på traditionel vis.
Odense Bys Museer foretager mellem 40 og 60 større og mindre udgravninger
årligt; hertil kommer besigtigelser, småundersøgelser, registreringer
af privatsamlinger m.m. I de seneste fem år har OBM/Arkæologi foretaget
en gennemgang, revidering og ordning af arkiv og magasin, hvilket yderligere
har bekræftet behovet for at effektivisere og standardisere indsamlingen
af arkæologiske data. I samme periode har den stigende anlægsaktivitet
nødvendiggjort en gradvis omlægning af den arkæologiske sagsbehandling
hen imod flere og flere frivillige aftaler indgået med private bygherrer
om især afklarende forundersøgelser. I realiteten er der tale om
en slags "tyvstart" på de vilkår, der med skadevolder-betaler-princippet
bliver en væsentlig del af den nye museumslov. En naturlig følge
af private bygherrers finansiering af arkæologiske undersøgelser
er et ganske forståeligt krav om at se, hvad pengene bliver brugt til
- og næsten lige så vigtigt, hvilken overordnet arkæologisk
sammenhæng samme bygherres "egen" udgravning indgår i. At være
på forkant med udviklingen ved at tage højde for dette behov har
været et vigtigt incitament ved udviklingen af ArkData.
ArkData er således et praktisk funderet redskab til elektronisk registrering
af arkæologiske feltdata. Med hensyntagen til arkæologisk tradition
leverer programmet et færdigt produkt, der både tilgodeser nutiden
(papirberetning) og er tilpasset fremtiden (tilgængelighed via Internettet
og aflevering af beretninger alt incl. i elektronisk form). Programmet har godt
et års prøvetid bag sig, og det har vist sig anvendeligt i alle
de sammenhænge, som OBM/Arkæologi har brugt det inden for ved undersøgelser
i såvel forhistorisk som middelalderligt regi. Ved OBM/Arkæologi
accepteres kun beretninger skrevet i ArkData. ArkData er fuldt affyringsparat
til aflevering af beretninger til DKC, ligesom der er mulighed for at tilføje
forskellige funktioner, der relaterer sig til andre databaser. Eksempelvis udskriver
og afgiver OBM/Arkæologi konserveringsordrer direkte fra ArkData. I dag
er det selvfølgelig kun OBM der anvender ArkData, men det er opbygget
så internetdelen lige så vel kunne bestå af bidrag fra i princippet
alle øvrige museer i landet med arkæologisk ansvarsområde.
ArkData - GIS (Geografisk Informationssystem)
GIS definition: System til indsamling, lagring, udvælgelse, analysering,
og geografisk præsentation af data. ArkData er som grund princip udviklet
til at være et meget brugervenligt system, til indsamling og lagring af
arkæologiske data. Dette er naturligvis ført videre til strukturen
i vores digitale tegninger, så relationen mellem de to hovedbestandele
i Gis-systemet (ArkData og MapInfo) er blevet så simpel som mulig.
Plantegningernes forskellige lag er således kun påført henholdsvis
Feltangivelse, Anlægsangivelse, Fundnummer og Målepunktsnummer.
De øvrige lag (Kote og Snit) er kun relateret geografisk og Profiltegninger
tilknyttet ArkData direkte på Anlægsangivelsen.
Når først alle data er indtastet og tegningerne tilknyttet, vil
man i ArkData’s "søg" funktion kunne lave nogle simple udvælgelser
og analyser og få disse præsenteret geografisk ved hjælp af
"Vis på kort".
Det påtænkes endvidere at der på sigt kan implementeres en
funktion, der gør det muligt at downloade hele sager eller udvalgte datamængder,
direkte til mapinfo med henblik på en mere professionel analyse og præsentation.
ArkData - teknisk set
ArkData er et relationelt database system med fast datastruktur bygget med
henblik på udarbejdelse, formidling og arkivering af arkæologiske
beretninger. Derudover har systemet en række indbyggede funktioner til
at automatisere forskellige administrative processer i forbindelse med arkæologiske
undersøgelser.
Backend-databasen.
Alle data i systemet lagres i en SQL-server database. Herfra foretages også
forskellige skedulerede processer som f.eks. aflevering af data til internettet.
Frontend-applikation.
Herfra foretages alt dataindtastning i systemet, og processer som f.eks automatisk
generering af beretningsdokumenter, afgivelse af konserveringsordrer og tilknytning
af foto og kortmateriale (MapInfo) styres herfra. Denne applikation er designet
til at fungere på et LAN internt på museet, således at redigering
af data kun kan foretages herfra.Efter endt indtastning af en sag kan man vælge
at udgive sagen på internettet, hvorefter sagen så vil blive upload’et
til en internetserver og gjort tilgængelig for alle internettets brugere
i en "kun læs" version. Hvis man senere ønsker at foretage ændringer
i sagen, skal dette foregå fra det udgivende museums interne system.
Søgemulighederne i denne del af systemet er meget begrænsede,
da disse funktioner skal udføres fra intra- eller inter-net.
Frontend-applikationen er udviklet i Access.
Webapplication.
Web-delen af systemet er udviklet med henblik på at formidle vore data
til så bredt et publikum som muligt, samt at drage fordel af internettets
mulighed for at præsentere store datamængder på en overskuelig
måde, der kræver minimal forudgående introduktion til systemets
virkemåde. Derudover åbner internettet mulighed for at sammenkæde
mange forskellige medier, således at vi kan præsentere tekst, foto
og digitale kort på en samlet og ensartet måde uden, specielle krav
til, hvilken software der skal være installeret hos klienten.
I denne del finder vi også systemets søgefunktioner og funktioner
til interaktivt at vise et udvalg af data på et kort og oprette dataudvalg
geografisk. Rent teknisk er webapplikationen udviklet primært ved brug
af ASP teknologien og kortmaterialet behandles af MapXtreme.
Administration.
Ud over ovennævnte dele består systemet af et administrationsmodul,
der giver udvalgte brugere mulighed for at redigere og udvide de opslagslister
systemet indeholder, samt af en række simple analysefunktioner til hjælp
ved administrering af opslagslister.
Udvidelse.
Systemet er bygget så det let kan tilpasses til at fungere på andre
museer, selvfølgelig forudsat at de i forvejen har en velfungerende IT-infrastruktur,
her tænkes specielt på lokalnet og stabil adgang til internettet.
ArkData er endvidere planlagt således, at det let kan modificeres til
at køre på mindre computersystemer, hvor man ønsker at anvende
et mindre produkt end SQL-server, f.eks Access, som backend og ikke har permanent
adgang til internettet.
På internetserveren afleveres data via FTP, da dette i modsætning
til f.eks. integreret SQL-server replikering ikke stiller specielle krav til,
hvilke systemer der kan afleveres fra. Alle processer på denne fællesserver
er delt op, så de køres i "kasser" styret at Win2000 og SQL-serveres
adgangskontrol, således at hvis flere museer uploader data til denne server,
vil disse data blive behandlet hver for sig inden de til sidst bliver samlet
til en stor database, som er det produkt brugerne vil kunne arbejde med.
Derudover er datastrukturen konstrueret således, at der åbnes mulighed
for en vis tilpasning af datastrukturen de enkelt museer imellem; dog vil dette
naturligt føre til højere administrations- og udviklingsomkostninger
af systemet som helhed.
Til sidst skal det understreges, at systemet stadig er under udvikling.
|